Forårsudflugten 2019 fandt sted søndag 26.maj. Udflugten gik til Klostermølle ved Skanderborg.
Vi mødtes klokken 10.30 på parkeringspladsen.
Torben Bøgeskov fortalte om områdets historie og natur samt om den aktuelle naturgenopretning
af Gudenåens løb gennem Klosterkæret. Derefter gik vi tur langs Klosterkanalen, hvor vi så og lyttede til det rige fugleliv.
I madpakkehuset spiste vi vores medbragte mad.
Lidt om stedets historie:
Voer Kloster, Vorladegård sogn lå ved Gudenåen ved det nuværende Klostermølle. Klosteret der hørte under Benediktinerordenen blev grundlagt før 1172. Munkene ledte det meste af Gudenåens vand over i den 1300 m lange Klosterkanal til en vandmølle. Vandmøllen blev brugt til at male korn. Kanalen er stadig åens hovedløb på stedet.
Klosteret bestod til 1552, og bygningerne blev nedrevet inden 1560.
I 1872 blev kornmøllen udvidet til at kunne slibe træ til papirmasse, og der blev installeret to turbiner. I perioden 1933-1974 blev der også produceret pap. Papirmøllen brændte i 1974 og blev ikke retableret.
Den markante 90 meter lange tørre-lade er dog bevaret. I 1975 blev ejendommen solgt til Miljøministeriet, som indrettede den til naturcenter/naturskole.
Siden reformationen har Klostermølle således været samlingspunkt for mange mennesker. Først for bønder, der kom her og udvekslede bysladder, mens de ventede på at få deres korn malet. Så blev det en større industriarbejdsplads, og i dag er det turister, der flokkes her. Møllebygningerne bruges til museumsudstillinger, og mellem bygningerne kan man blandt andet finde en spændende flora af lægeurter, der vidner om munkenes aktiviteter for mere end 500 år siden.